Ulvemenneskerne

Ulvenemenneskerne har været nogle af de første væsner på denne jord. Inden lyst var her. En heks ved navnet Kayla Atisk, kunne se at isanracen var ved at uddø. Mørkets herre Amymon var bekymret. Så han sendte bud efter Kayla, den stærkeste heks som levede på den tid. Kayla lagde en besværgelse over skovens ulve og isannerne. Så de kunne forende sig. For Amymon lød det umuligt, men han fortalte nyheden til hans folk. Folket reagerede som han selv havde reageret. Men en ung kvinde på 17 år, en enkelt kvinde havde mod til at prøve. Kvinden var min oldemor. Drew hun forlod byen og tog ud i skoven. Hun mødte ulvene, og hun forelskede sig hurtigt i en. 19 år senere kom hun tilbage til byen. Nu var hun 36, men hun kom tilbage med en datter på 15 år, og en søn på 8 år. Den gamle heks smilte, hendes besværgelse havde virket. Datteren Syrena kunne skifte skikkelse, fra isan til ulv uden at blinke. Det samme kunne hendes søn, men først når han blev 15. Når man bliver 15 er man gammel nok til at skifte til ulv. Man kan faktisk ikke skifte før tid, det ikke sket. Men det også forskelligt hvornår man er parat til at skifte første gang.

Efter andre kvinder så hvad Drew havde skabt. Besluttede de sig for at gøre det samme. Og da Syrena og en anden dreng med samme egenskab fandt kærligheden. Så voksede befolkningen. Når ulvemenneskerne forenede sig. Og Syrenas blodlinje løb videre igennem flere generationer, og nu det Cosette. Hun har pligt til at fører generationen videre.

Siden ulvemenneskerne blev skabt har de tjent det onde. Slået ihjel, flænset og revet itu, men kun fordi Amymon og hans kone Aeron havde bedt dem om det. De behandlede deres ulvemennesker som store vagthunde. De var som slaver, slaver som skulle slå ihjel for at få mad. I starten var det kun mændene der kæmpede, man mente ikke at kvinderne var værdi nok til at kæmpe. Kvinderne kunne passe børn og de ting som de ellers skulle. Mændene levede på slagsmarken, de kom sjældent hjem. Alt ændrede sig da en kvindelig ulv, gik med i kampene. Ulven var fremmed, men kæmpede bedre end nogen anden.

Hun var mindre end de andre, men stærk nok til at nedlægge bytte som var meget større end hende selv. Ingen vidste det, for når de andre skiftede tilbage til mænd var hun væk. Hun kom igen næste morgen. Hun kæmpede ved mændenes side. Men en dag blev hun opdaget. Mørkets herskere blev ikke glade for at se nogen havde brudt reglen. Kvinden fortalte at det var unfair, at kvinder skulle behandles med ligeså megen respekt som mænd. Mørkets herskere vedtog at kvinder også skulle kæmpe for faren. Men ingen af os var stærke nok til at komme igennem barrieren. Sådan var det i flere år. Indtil en dag hvor Cosettes far lukkede øjne op for hvad der var blevet af os. Vi var mordere, dræbere. Det var ikke derfor vi var blevet skabt, vi var blevet skabt for at redde vores race. Vi skulle ikke kæmpe for andre end os selv. Cosettes overbeviste en del, og de byggede denne lille landsby op.