Till it hurts

Det var som om, at smerten ikke ville stoppe med at sive i hende. Hun vrissede voldsomt af den, og den gav hende lyst til at skrige op. Det havde ikke lykkedes at skrive det med en kniv, for hendes sår healede.. så naturligvis havde bitchens løsning været noget der holdt bare lidt længere tid. Ikke at Catherine var et sekund mindre sikker på, at bitchen ikke havde nydt det meget mere. Elena hed hun. Det navn lød ellers så rent. Men af en falden engel så havde forældrene sikkert aldrig regnet med at deres lille pige skulle blive en psykopat? Catherine stillede sig op af muren og bed sammen. De havde alligevel været lidt af en kamp, hendes eget blod var ikke det eneste som hun var halv dækket til i. Elenas blod var skam også der. Ikke mange vidste, at hun var i stand til at slå igen. Det kom helt an på, hvordan angrebene fandt sted. Men til sidst havde hun dog fået hende. En flækket læbe, og et brændmærke hele vejen op af hendes arm var de mest tydelige skader fra dagens hændelser. Hun var derfor taget hjem til Colter. Så Neal ikke skulle se hende sådan her. Han skulle ikke bekymre sig for meget om hende.
"Jeg skal bare li.." Hun ville have undskyldt for at komme uanmeldt så sent på aftenen. Men hun havde da også helt glemt, at Neal faktisk var ovre og besøge sin fætter denne aften. Hun stod stift kort men gik så, med hurtige skridt ud på badeværelset og låste døren. 

Hun vidste, at nu ville balladen falde. Ikke for hende. Men hun var alt for sød, hun ville ikke bare lade Neal flå hovedet af den bitch. Der måtte være en grund. Alle de ord hun havde sagt, ville hun have en forklaring på. Hun fik vasket det værste blod væk. Dog sig lidt til læben, der ville gå lidt længere tid med sådan en skade, igen fordi det var ansigtet. Så kiggede hun ned af hendes arm.
"He is mine, bitch." Stod der på den. Brændt ind i hendes hud. Havde hun været menneske, eller noget som helst andet væsen uden kraft til at heale - havde det været der forevigt. Catherine opdagede dog hurtigt, at hun måtte ud af det forblødte tøj. Hun smed tøjet og tog et håndklæde omkring. Så åbnede hun døren, og så på en bekymret Colter og Neal.
"Der skete intet. Jeg var for højt råbende, det er alt." Sagde hun og passerede sig imellem dem. Colter sendte Neal et nik til, at han bare kunne tage den derfra. 
Catherine gik ind på sit værelse og fandt en rosafarvet kjole, som hun trak over hovedet. Hvis han var hurtig, kunne han nå at ende de ar på hendes læn, og ved hendes mave som pludselig forsvandt.. som havde de aldrig været der. Catherine vendte sig imod ham imens hun satte håret op.
"Du fortalte mig aldrig om Elena?"